I 1893 advarede formanden for fysik ved Harvard University de studerende om, at der ikke længere var behov for yderligere ph.d. inden for fysik. Han pralede af, at videnskaben havde fastslået, at universet var en materielmaskine, der består af fysiske, udelelige atomer, der fuldt ud overholdt lovene i Newtonian Mechanics. Da alle de beskrivende fysiske love var "kendte", ville fysikkens fremtid blive henvist til at foretage finere og finere målinger.
To år senere blev det newtonske koncept om et materie-kun univers væltet ved opdagelsen af subatomære partikler, røntgenstråler og radioaktivitet. Inden for ti år måtte fysikere kassere deres grundlæggende tro på et materielt univers, for det blev erkendt, at universet faktisk var lavet af energi, hvis mekanik overholdt kvantefysikens love. Det lille stykke univershumor ændrede dybtgående civilisationsforløb og førte os fra dampmaskiner til raketskibe, fra telegrafer til computere.
Nå ... den kosmiske prankster har slået igen!
Som det har gjort et par gange tidligere, har dette udtryk for Universets humor opretholder en grundlæggende grundlæggende tro indeholdt af konventionel videnskab. Vittigheden er legemliggjort i resultaterne af The Human Genome Project. I al hoopla over sekventeringen af den menneskelige genetiske kode og at blive fanget i den strålende teknologiske bedrift har vi ikke fokuseret på den egentlige "betydning" af resultaterne.
En af de vigtigste og mest grundlæggende trosretninger inden for konventionel biologi er, at organismernes egenskaber og karakter "styres" af deres gener. Denne tro ligger i begrebet genetisk bestemmelse, det konventionelle dogme, der findes i stort set alle lærebøger og biologikurser. Hvordan klarer gener at "kontrollere" livet? Det er baseret på konceptet, at gener er selvfremkaldende, hvilket betyder, at de er i stand til at "tænde og slukke for sig selv." Selvrealiserende gener ville sørge for computerlignende programmer, der ville kontrollere organismens struktur og funktion. Derfor antyder vores tro på genetisk bestemmelse, at "kompleksitet" (evolutionær statur) af en organisme ville være proportional med antallet af gener, den havde.
Før det humane genomprojekt var i gang, havde forskere vurderet, at menneskelig kompleksitet ville kræve et genom, der overstiger 100,000 gener. Gener er primært tegninger, der koder for den kemiske struktur af proteiner, de molekylære "dele", der udgør cellen. Man troede, at der var et gen at kode for hvert af de 70,000 til 90,000 proteiner, der udgør vores kroppe.
Ud over proteinkodende gener indeholder cellen gener, der bestemmer karakteren af en organisme ved at "kontrollere" aktiviteten af andre gener. Gener, der "programmerer" ekspressionen af andre gener kaldes regulerende gener. Regulerende gener koder for information om komplekse fysiske mønstre, der giver specifikke anatomier, som repræsenterer de strukturer, der karakteriserer hver celletype (muskel versus knogle) eller organisme (et chimpanse fra et menneske). Derudover er en delmængde af regulerende gener forbundet med "kontrol" af specifikke adfærdsmønstre. Regulerende gener orkestrerer aktiviteten af et stort antal gener, hvis handlinger samlet bidrager til udtryk for sådanne træk som bevidsthed, følelse og intelligens. Det blev anslået, at der var mere end 30,000 regulerende gener i det humane genom.
Når vi overvejer det minimale antal gener, der er nødvendigt for at skabe et menneske: Vi starter med et basenummer på over 70,000 gener, en for hver af de over 70,000 proteiner, der findes i et menneske. Derefter inkluderer vi antallet af regulatoriske gener, der er nødvendige for at tilvejebringe kompleksiteten af mønstre udtrykt i vores anatomi, fysiologi og adfærd. Gør det muligt at afrunde antallet af humane gener til i alt lige 100,000 ved at inkludere et minimalistisk antal på 30,000 regulerende gener.
Klar til Cosmic Joke allerede?! Hvad viste 'The Genome Project' egentlig?
I morgen er konklusionen på 'The Human Genome Project' – En kosmisk vittighed, der får forskere til at rulle i midtergangen.